Forsøg på at skjule forbrydelserne
Allerede før de egentlige jødeudryddelser gik i gang, blev der truffet forholdsregler for at hemmeligholde drabene. Der findes derfor ikke nogen skriftlig ordre til iværksættelse af folkedrabet. Alle afgørende forhandlinger er foregået mundtligt mellem medlemmerne af den absolutte partitop.
Nazi-ledelsen forsøgte med alle midler at hemmeligholde jødeudryddelserne. Det var eksempelvis forbudt medlemmer af Einsatz-grupperne i Sovjetunionen at fotografere, og der måtte heller ikke tages billeder i udryddelseslejrene. Officielle dokumenter, der omhandlede drabene, var hemmeligstemplede, og man forsøgte at mane rygterne om ”de meget strenge forholdsregler” over for jøderne i jorden. I 1942 blev afbrænding af ligene praksis ved alle massakrer og i udryddelseslejrene. Desuden skulle de ansatte i lejrene underskrive en tavshedserklæring. Reglerne blev langtfra overholdt, og derfor faldt værdifuld dokumentation for forbrydelserne alligevel i hænderne på de allierede.
Aktion 1005
Forsøgene på at skjule drabene på millioner af mennesker blev kaldt Aktion 1005. Aktionen sattes i værk nogenlunde samtidig med at udryddelseslejrene begyndte at operere. Tidligere var ofrene for massakrerne i Sovjetunionen blot smidt i massegrave. Nu fik særlige enheder, der ofte benyttede sig af jødiske slavearbejdere, til opgave at grave ligene op, brænde dem og slette alle spor efter ugerningerne. Inden tyskerne i krigens slutning trak sig tilbage fra de fremrykkende sovjetiske tropper, blev gaskamrene og krematorierne i udryddelseslejrene demonteret og sprængt i luften og stakke af dokumenter brændt.
Et helt nyt sprog
En anden metode til at skjule og nedtone forbrydelsernes karakter var udviklingen af et nyt bureaukratisk sprog, som blev brugt både i nazisternes interne og eksterne kommunikation. Det bestod af omskrivninger, hvor mordet på jøderne omtaltes som ”særbehandling”, ”den endelige løsning”, ”evakuering”, ”transporter”, ”deportation mod øst”, ”flytning”, ”udrensning”, ”tvangsarbejde” osv. Udover at skjule, hvad der foregik i lejrene, tjente omskrivningerne tillige til at nedgøre og umenneskeliggøre ofrene.
Hvorfor skjulte nazisterne drabene, når de anså dem for ”rigtige”?
Når det var vigtigt at skjule forbrydelserne, skyldtes det både hensynet til Tysklands egen befolkning og de fremtidige relationer til udlandet. Blandt SS-chefen, Heinrich Himmlers ejendele fandt man efter krigen manuskriptet til en tale fra 1943, som illustrerer det dilemma nazisterne stod i med hensyn til jødeudryddelserne. På den ene side var man overbevist om vigtigheden og rigtigheden af folkedrabet, og på den anden side var man klar over, at det ikke tålte dagens lys:
SS-mænd der deltog i udryddelsesoperationer under ”Aktion Reinhard”*, skulle underskrive denne kontrakt om tavshedspligt.